Det store ”NØØØJ!” på lørdag i Tivoli
Lagt på asias.dk den 08-11-2014 af webmaster
Der er tradition for at børn og voksne uanset om de vil det eller ej at udbryde i et spontant ”Nøøj!,” når juletræet med 20.000 lyspunkter tændes af Tivolis Julemand. I år bliver det i selskab med skuespillerne Bodil Jørgensen og Tommy Kenter, der sammen med Nissebandet hiver i håndtaget. Dermed lyder startskuddet på Jul i Tivoli, der i år byder på et nyt 2000 m2 stort Alpeland, åben juleaftensdag og udvidet Fyrværkerifestival. Carstensens porte åbner kl. 11:00 og juletræet tændes kl. 16:00.
Jul i Tivoli er i år udvidet, så der er åbent fra den 15.11.14 og helt frem til den 4. januar i det nye år 2015.
Når gæsterne kommer ind gennem Hovedindgangen, er det første de møder det nordiske område, hvor sølvkugler i ti-tusindvis, sneklædte grantræer og mekaniske nisser gør deres til at julestemningen indfinder sig. Det er også i det nordiske område, at Julemanden har indlogeret sig i sin julestue på Pantomimeteatret.
Nyt 2000 m2 stort Alpeland
I juni kunne Tivoli fejre Rutchebanens 100-års fødselsdag. I den anledning fik banen sine oprindelige alpetinder tilbage. Gæsterne kan derfor se frem til et 2000 m2 stort område på Plænen, der transformeres til et Alpeland, hvor ski og kælke står henslængt op ad husene, mens duften af klejner og kanel fylder luften. Der vil være sneklædte træhuse med røg i skorstenene, grantræer og alpe-gasthaus, Plänenburg, der placeres ved siden af Alpe-ekspressen tæt på Tyroler-karrusellen. Det skal alt sammen bidrage til at ramme om den rigtige bjergbystemning, hvor skihygge og udsigt og til Rutschebanens alpetinder får alle i julestemning.
Bodil Jørgensen og Tommy Kenter tænder Juletræet kl. 16
Det er 21. år i træk at Tivoli åbner portene for Jul i Tivoli. Det er blevet en fast tradition, at lyset i det store juletræ foran Tivolis Koncertsal skal tændes. I år får julemanden assistance af skuespilleren Bodil Jørgensen, der i år fik tildelt årets Dirch som bedste revyskuespiller, og Tommy Kenter der i år blev rost til skyerne for sin medvirken i farcen Den Grønne Elevator. De to skuespillere vil i selskab med julemanden og Nissebandet tælle ned til tændingen af træet, og mon ikke der falder en munter bemærkning af
Program for åbningsdagen 15. november 2014:
Kl. 11.00:
Jul i Tivoli åbner
Kl. 11.00:
Julemanden står klar ved Hovedindgangen og byder gæsterne velkommen
Kl. 12.00 – 22.00:
Mød Julemanden i sin julestue på Pantomimeteatret
Kl. 13.00:
Tivoli-Gardens Parade
Kl. 13.30 – 15.00:
Tivolis Nisseband spiller julen i gang
Kl. 14.00:
Tivoli-Gardens Strøgparade
Kl. 16.00:
Juletræstænding med Julemanden og Nissebandet samt Bodil Jørgensen og Tommy Kenter
Kl. 18, 19, 20, 21 & 22:
Tivoli Juleilluminationer på Søen
Dans i Dronningens klæder
Nøddeknækkeren er en sand juleklassiker, der byder på eventyrlig magi, blinkende stjerner og ballerinaer let på tå. Det er Tivolis Balletmester Peter Bo Bendixen, der er manden bag koreografien, og Dronning Margrethe har skabt kostumer og scenografi. I forestillingen medvirker dansere fra Tivoli Ballet Teater og dansere engageret fra den internationale balletscene samt en stor gruppe af talentfulde børn fra Tivolis egen balletskole.
Smagen af jul og boder
Knasende nødder, sprøde æbleskiver og velduftende glögg, er bl.a. nogle af de julegodter, der hører julen til, og som i år frister Tivolis gæster. For første gang i år byder Clara Sofie på stenalderkost med et tvist, hvor man blandt andet kan smage et stykke paleo pizza eller æbleskive. Brinja fra Slagelse inspirerer med hjemmelavede smykker og inspiration til årets mandelgave, og den søde tand kan fornøjes med marcipanroulader og chokolade fra Cape Town. De mere end 50 boder snor sig gennem hele Haven, hvor ikke kun sulten kan stilles, men også inspiration til julehjemmet og julebordet kan hentes i de mange interiørboder
Fyrværkerifestival
Alle forlystelserne vil køre og restauranterne vil være åbne. Årets fyrværkerifestival bliver i år forlænget og delt i to, så der både kan opleves et jule-fyrværkeri i dagene mellem jul og nytår, og så vil der komme et nyt nytårstema på udvalgte dage for dem, der ikke helt kan få nok af flotte farver på nattehimlen efter nytårsaften.
TAL MED TIVOLI
Alt det grønne
- 14 gartnere og 11 medhjælpere står bag oppyntningen til Jul i Tivoli på kun 13 dage
- 1.100 juletræer,
- 7.000 kg. gran
- ca. 3.000 m. guirlander
- 3.500 duftende Hyacinter
- 10.200 styks lyng på tagene
Alt det lyse
- Piletræerne dekoreres med 100.000 lyspunkter
- Juletræerne pyntes med 102.350 lyspunkter
- Guirlander påsættes 30.000 lyspunkter, og der hænges 35.000 julekugler op
Alt til ganen
- Ærøboden har været en del af Jul i Tivoli i 20 år. Den sælger på en god dag 500 friskkogte klejner
- 124.047 æbleskiver blev der solgt i 2013
- 36.348 bægre gløgg røg over disken i 2013
- I 2013 blev der alene i Flæskestegsboden på Plænen solgt 22.941 flæskestegssandwich
- 50 juledekorerede juleboder bugner med varer
Alt fra scenen
33.000 gæster så Nøddeknækkeren i 2012
Eventyrteatret spiller musicalen Julens Vogtere i Glassalen fra 29. november – 28. december
Crazy Christmas Cabaret spiller One-eyed Willy and the Quest for the Big Chest i Glassalen fra den 7. November og til den 3. januar.